Uddrag af bøger

"Hvert trin var omkring femogtyve centimeter højt, og det var ensbetydende med at jeg var nået næsten tre etager ned under jorden. Ingen almindelig kælder havde en så lang trappe.
Jeg sagde til mig selv at dette kunne være et beskyttelsesrum, men jeg vidste at det ikke var tilfældet.
Endnu havde jeg ikke overvejet at gå tilbage. Det var vort hus, for pokker, og det havde vi betalt en mindre formue for i kontanter og en stor formue i tid og arbejde, og vi kunne ikke bo i huset med et uudforsket mysterium under vore fødder. Desuden havde jeg, da jeg var toogtyve og treogtyve og befandt mig langt fra mit hjem i fjendehænder, oplevet to års rædsler så konstante og intense at min tærskel for frygt lå højere end hos de fleste mennesker.
Hundrede trin længere nede standsede jeg igen fordi jeg regnede ud at jeg var ti etager under jorden, og dette var en milepæl der krævede visse overvejelser. Da jeg vendte mig om og kiggede op, så jeg lyset fra den åbne køkkendør langt over mig som et lysende rektangel der så ud til at være en fjerdedel så stort som et frimærke.
Da jeg kiggede ned, studerede jeg grundigt de otte trætrin som var oplyst foran mig - otte, ikke de sædvanlige tolv. Efterhånden som jeg var nået længere ned, var lommelygten blevet stadig mere svag. Batterierne var ikke ved at være brugt op; så enkelt eller letforklareligt var problemet ikke. Der hvor det gik gennem linsen, var strålen klar og strålende som før. Men mørket forude var på en eller anden måde tættere, mere sultent, og det indsugede lyset på kortere afstand end det havde gjort længere oppe.
Luften lugtede stadig svagt af kalk skønt lugten af forfald nu nærmest var lige så stærk som denne mere behagelige lugt.
Denne underjordiske verden havde været overnaturligt stille, bortset fra lyden af mine egne skridt og min stadigt tungere vejrtrækning. Men da jeg standsede de ti etager nede, syntes jeg imidlertid jeg hørte noget under mig. Jeg holdt vejret, blev stående ubevægelig og lyttede. Jeg følte mig næsten sikker på at jeg anede sære, hemmelige lyde langt borte fra - hviskende og blødt svuppende lyde - men jeg kunne ikke være helt sikker. Det var svage og meget kortvarige lyde. Måske havde jeg blot forestillet mig dem."

"Der lå otteogtredive lig, som alle bar spor af en pludselig og voldsom død, og de var alle fantastisk velbevarede. Et par stykker var kravlet ind i en niche for at dø med hænderne presset mod de forfærdelige sår, som stadig gabede i deres mumificerede legemer. Dødskvalerne kunne stadig aflæses i de forvredne ansigtstræk. Andre var døet hurtigt, og de fleste af disse havde fået afhugget et lem eller hovedet knust fra isse til skulder; et par enkelte havde fået hugget hovedet af, så det var trillet flere meter væk. Dette bar vidnesbyrd om et djævelsk raseri og afsløring af en næsten overmenneskelig ødelæggelse.
Alle ligene var tydeligvis af negroid oprindelse og iført lændeklæder af garvet læder, som var perlestukket eller prydet med ben. På fødderne havde de lette lædersandaler, og på hovedet havde de huer eller hovedbeklædninger af læder, fjer eller stof, som også var prydet med perler, skaller eller ben.
Deres våben lå strøet rundt om; jernspyd på skafter af hårdt træ. Mange af skafterne var knækket eller blevet hugget over af et knivskarpt våben. Der lå i hundredevis af pile af siv, hvis styrefjer stammede fra vildænder og som var forsynet med håndsmedede jernspidser med modhager. Pilene havde sat mærker i den bløde sandsten, og det var let at se, at de var blevet affyret ude fra indgangen, inden denne var blevet spærret af. Ingen af dem havde ramt et menneskelegeme, så vi gik ud fra, at der var blevet affyret en byge af pile, inden de mænd, som nu lå døde i gangen, var gået til angreb.
Fem meter fra den lukkede indgang var der spor efter et vældigt bål, som havde sværtet vægge, gulv og loft. Der lå stadig en stabel halvt forkullede træstammer tilbage, da ilden måtte være gået ud af mangel på ilt, efter at indgangen blev muret til. Vi undrede os over dette bål, indtil Louren rekonstruerede kampen for os."

"Lyset fra røgstuen faldt ind gennem dørsprækken. Derude var der endnu liv og stemmer. Undertiden hørtes Barbaras latter, glad og behaget. Hr. Poul lå i det lune mørke og forsøgte forgæves at kalde sin sjæl til andagt. Herregud, hvordan var det, han kom rejsende til sit nye kald? Hans blod brændte af begær til Barbara.
Dagens oplevelser begyndte at gå igen for hans sanser. Han mærkede bådens rytme og så holmen, som brændingen vaskede op omkring. Han sprang over alle bækkene i Kollefjordsdalen, medens regnen silede. Barbara tog ham ved hånden, hun var så våd, at tøjet klæbede og slubrede omkring hende. Hun sagde "hop," "hop," "hop," med forskellig stemme hver gang. Hun bød ham ind og gav ham øl, og han glemte at puste skummet af.
Han vågnede ved at noget puslede i hans nærhed. En eller anden var i færd med at gå i seng ved siden af. Han så en kæmpestor forvirret skygge på væggen. Pludselig faldt det ham ind, at det var Barbara. Han hørte hende lægge sig og lukke skydedøren for, men stadig puslede det ganske nær. Hans hjerte hamrede.
Andre mennesker kom ind. Han hørte bonden og madmoderen småsnakke ganske sagte. De sov nok i sengen lige overfor. Der var blevet stille i huset. Overalt puslede man og gik til ro. Kun en enkelt pige gik endnu i røgstuen og bagte brød i arnens varme aske.
Hr. Poul følte noget kradse ganske svagt på hovedpuden. Han troede, det var en mus, og greb efter det. Han fik fat på en hånd. Han vendte sig mod hovedgærdet og så lige ind i Barbaras øjne. Der manglede et par fjæle i panelet mellem de to køjer, hendes hoved var kun en alen fra hans. Den sidste lysrest fra dørsprækken faldt på hendes ansigt, hun var dødsens alvorlig og tavs, han mærkede, at hun var lige så ophidset og betaget som han selv.
De kærtegnede stumt hinandens hænder og arme og stirrede på hinanden som i skræk. Lyset fra dørsprækken blev svagere og svagere, de lå tilsidst i gravmørke. Og der var ingen hindring imellem dem. Men lagmanden bare snorkede."

"Så Harry begav sig videre ind i skoven sammen med Malfoy og Trofast. Da de havde gået i næsten en halv time, var de nået så dybt ind i skoven, at træernes tæthed nu begyndte at hæmme deres videre fremfærd. Harry syntes, at blodpletterne på jorden og på bladene blev større og større. Der var store plamager på træstammerne, som om det stakkels dyr var væltet ind i alting omkring sig. Harry spejdede gennem et ældgammelt egetræs knudrede grene og fk øje på en lysning lidt forude.
"Se..." sagde han lavmældt, idet han greb Malfoy i armen.
Der lå noget hvidt og lysende på jorden. De listede nærmere. Det var enhjørningen, og den var død. Harry havde aldrig i sit liv set noget så smukt og sørgeligt. Dens lange, slanke ben stak ud i helt forkerte vinkler, og den bølgede, perlehvide manke spredte sig over de mørke nedfaldsblade.
Harry havde taget endnu et skridt frem, da en hvislende lyd fik ham til at stå bomstille. En af buskene omkring lysningen bevægede sig... så kom en tilhyllet skikkelse kravlende frem over jorden som et lurende rovdyr på jagt efter bytte. Harry, Malfoy og Trofast var fuldkommen stive af skræk. Den tilhyllede skikkelse nåede frem til enhjørningen, sænkede sit hætteklædte hoved over såret i dyrets side og begyndte at drikke dets blod med en slubrende lyd.
"AAAAAAAAARGH!"
Malfoy udstødte et forfærdeligt skrig og flygtede - ligeså gjorde Trofast. Den hætteklædte løftede hovedet og stirrede direkte på Harry med enhjørningens blod løbende ned over sig. Væsnet kom på benene og bevægede sig hurtigt frem mod ham; men Harry kunne ikke bevæge en muskel af skræk.
Så føltes det, som om hans hoved blev gennemboret af en frygtelig smerte, han aldrig før havde oplevet. Det var, som om hans ar brændte."

"Det blev en lang og besværlig rejse. Deres vej gik ad stejle og isglatte stier, gennem moser og kær, gennem krat og over vindfælder. Netop som dagslyset begyndte at svinde bort, førte røverdrengen dem over en skoveng, som var omgivet af høje træer, både nøgne løvtræer og grønne nåletræer. Bagved engen rejste sig en stejl klippevæg, og i klippevæggen var der en dør af tykke planker.
Nu forstod abbed Hans, at de havde nået målet og han steg af hesten. Drengen åbnede den tunge dør for ham, og han så ind i en fattig klippegrotte med nøgne stenvægge. Røverkonen sad ved et bål, som brændte midt på gulvet. Langs med væggene var der lejer af grangrene og mos, og på et af disse lå røveren og sov. "Kom ind, I derude!" råbte røverkonen uden at rejse sig, "og tag hestene med ind, så de ikke omkommer i nattekulden!"
Abbed Hans gik nu dristigt ind i hulen, og lægbroderen fulgte ham. Der var fattigt og usselt derinde, og der var ikke gjort den ringeste forberedelse til at fejre julen. Røverkonen havde hverken brygget eller bagt, hun havde hverken fejet eller skuret. Hendes børn lå på gulvet omkring en gryde, som de spiste af, men det var ikke festmad, der var i gryden, det var tynd vandvælling.
Men røvermor var så stolt og myndig som nogen velhavende bondekone. "Sæt dig nu her ved ilden, abbed Hans, og varm dig," sagde hun, "og har du mad med dig, så spis! For den mad, vi laver her i skoven, vil næppe smage dig. Og er du træt efter rejsen, kan du bagefter lægge dig hen på lejet og sove. Du behøver ikke at være bange for at sove over dig. Jeg sidder her ved ilden og våger, og jeg skal nok vække dig så betids, at du får dét at se, som du er kommet for at se."
Abbed Hans gjorde som røverkonen sagde og tog sin madpose frem. Men han var så træt efter den lange færd, at han næsten ikke orkede at spise, og så snart han havde strakt sig ud på lejet, faldt han i søvn."

"Der var en bevægelse bag kontorets vinduer, og et øjeblik efter skinnede der et lys ud gennem ruden. Hun kom i tanke om sit ærinde og bankede på døren. Den blev åbnet med det samme.
"Det var vel nok flinkt, at du kom så hurtigt. Vi har ikke meget tid," sagde Rektor, og trak gardinerne tæt for glasdøren, så snart hun var indenfor. Han var fuldt påklædt i sit sædvanlige sorte tøj.
"Skal jeg alligevel ikke af sted?" spurgte Lyra.
"Jo, det kan jeg ikke forhindre," sagde Rektor, og Lyra tænkte ikke videre over den underlige bemærkning. "Lyra, jeg vil give dig noget, og du må love mig at holde det helt for dig selv. Vil du sværge på det?"
"Ja," sagde Lyra.
Han gik over til sit skrivebord, trak en skuffe ud og tog en lille bylt svøbt i sort fløjl. Da han tog klædet af, kom noget, der lignede et stort lommeur til syne: Det havde en tyk skive af messing og krystal. Det kunne godt ligne et kompas eller noget i den stil.
"Hvad er det?" spurgte hun.
"Det er et alethiometer. Det er det ene af seks, der ngensinde er fremstillet. Lyra, jeg må gentage, hvad jeg bad dig om - hold det for dig selv og vis det ikke til nogen. Det er bedst, at fru Coulter intet får at vide om det. Din onkel..."
"Men hvad kan det?"
"Det fortæller sandheden. Hvordan du aflæser det, må du selv lære. Nu må du gå igen. Det er næsten helt lyst. Skynd dig tilbage til dit værelse, før nogen ser dig."
Han svøbte det sorte fløjlsklæde omkring instrumentet og lagde det i hendes hænder. Det var forbavsende tungt. Så lagde han begge sine hænder om hendes hoved og så venligt på hende. Lyra så op på ham og spurgte: "Hvad var du ved at sige om onkel Asriel?"
"Din onkel skænkede instrumentet til Jordan kollegiet for et par år siden. Han ville - "
Før han kunne afslutte sætningen, lød der et par bløde, hurtige slag på døren. Lyra kunne mærke hans hænder ryste ufrivilligt.
"Hurtigt, mit barn," sagde han stille. "Der er mægtige kræfter i denne verden, og mennesker bliver kastet omkring af strømninger, der er stærkere, end du kan forestille dig - Vi er alle prisgivet tidevandet. Kom nu godt af sted, Lyra. Gud velsigne dig. Glem ikke at bruge din forstand, før du lader andre råde."
"Tak, Rektor," sagde hun pligtskyldigt.
Med pakken inde på brystet forlod hun kontoret ad havedøren. Hun så sig hurtigt tilbage og fik øje på Rektors daimon, der sad i vindueskarmen og kiggede efter hende. Himlen var efterhånden blå og den krydrede morgenluft mild og venlig."

"Fisken ændrede ikke kurs eller retning én eneste gang hele natten, så vidt manden kunne skønne, når han så på stjernerne. Det var blevet koldt, da solen var gået ned, og den gamle mands sved tørrede og gjorde ham kold på ryggen og armene og i de gamle ben. I dagens løb havde han taget den sæk, der havde ligget over agnkassen, og bredt den ud i solen, så den kunne tørre. Da solen var gået ned, bandt han den om halsen, så den hang ned ad ryggen, og han lempede den forsigtigt ind under linen, som han nu havde om skulderen. Sækken tog noget af trykket fra linen, og han havde fundet på en måde, så han kunne læne sig forover og finde støtte imod stævnen, og han var lige ved at føle sig helt veltilpas. Stillingen var egentlig kun en lille smule mindre ubehagelig; men han syntes nærmest, den var behagelig.
Jeg kan ikke stille noget op med ham, og han kan ikke stille noget op med mig. Ikke så længe han bliver ved på den måde.
På et tidspunkt stod han op og tissede ud over jollens kant og så på stjernerne og prøvede på at finde ud af kursen. Linen lyste som en stribe morild i vandet lige ud for hans skuldre. De gled langsommere af sted nu, og lysskæret fra Havana var ikke så stærkt mere, så han var klar over, at strømmen førte dem østpå. Når jeg næsten ikke mere kan se lysskæret fra Havana, vil det sige, at vi er kommet længere østpå, tænkte han. For hvis fiskens kurs havde været den samme, skulle jeg have kunnet se det mange timer endnu. Hvordan mon det er gået med baseball-kampene i de store turneringer i dag, tænkte han. Det ville have været vidunderligt at ligge her med en radio. Så tænkte han: Tænk på det hele tiden! Tænk på, hvad du bestiller. Du må ikke gøre nogen dumheder.
Så sagde han højt: "Jeg ville ønske, jeg havde drengen med. Så kunne han hjælpe mig og se det hele."
Folk skulle ikke være alene, når de blev gamle, tænkte han. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg må huske at få spist den tuna, før den bliver fordærvet, så jeg kan holde mig i vigør. Husk det! Det er ligegyldigt, hvor lidt lyst du har. Du må spise den i morgen tidligt. Husk det nu, sagde han til sig selv.
I løbet af natten kom der to marsvin hen i nærheden af båden, og han kunne høre dem springe og puste. Han kunne høre forskel på den pustende lyd fra hannen og det sukkende pust fra hunnen.
"De er hyggelige," sagde han. "De leger og morer sig og elsker hinanden. De er vore brødre ligesom flyvefiskene."
Så begyndte han at få ondt af den store fisk, han havde på krogen. Han er vidunderlig og mærkelig, og hvor gammel mon han er? tænkte han. Aldrig har jeg fanget så stærk en fisk eller én, der opførte sig så mærkeligt. Det kan være, han er alt for klog til at springe. Han kunne ødelægge det hele, hvis han gav sig til at springe eller fare vildt af sted. Men det kan være, at han har prøvet at bide på krogen mange gange før. Han véd nok, at det er sådan han skal slås. Han kan ikke ane, at han kun har én mand til modstander, og heller ikke, at det er en gammel mand. Men hvor er han en stor fisk, og hvor vil de betale godt for ham på markedet, hvis kødet er godt. Han tog agnen som en han, og han trækker som en han, og han kæmper, uden at der går panik i ham. Gud ved, om han har nogen planer, eller om han bare er lige så desperat som jeg?"

"Dale lagde sig ned igen og kiggede på det tavse lysskær ude bag sydvinduet og på bladskyggerne i det store elmetræ gennem nordvinduet lige til højre for ham.
"Hej,se lige her!" lo Lawrence. Han lå og læste i And-bladet - hans yndlingslæsning - og et eller andet i historien om vikingernes guld morede ham helt vildt. Han holdt siden frem mod Dale.
Dale var faktisk søvnig; han rakte hånden ud efter hæftet, men fik ikke fat. Det røg på gulvet.
"Jeg tager det," sagde Lawrence og stak hånden ned mellem sengene.
Den hvide hånd og arm skød op mellem sengene og greb Lawrence om håndleddet.
"Hej!" sagde Lawrence og blev i det samme flået ned fra sengen, så hans sengetøj fløj om ham. Han landede på gulvet med et bump. Den hvide arm begyndte at hive ham ind under sengen.
Dale havde ikke tid til at råbe. Han greb sin brors ben og forsøgte at holde fast. Trækket var ubarmhjertigt; Dale var ved at blive hevet ned af sin egen seng med lagen og tæppe klumpende rundt om knæene.
Lawrence skreg, lige idet hans hoved røg ind under hans seng; så blev hans skuldre trukket med. Dale forsøgte at holde igen, forsøgte at trække sin bror op igen, men det var, som om der var fire eller fem voksne, der lå og trak inde under sengen, og presset mindskedes ikke. Han var bange for, at Lawrence skulle gå midt over, hvis han ikke holdt op med at hive så hårdt i ham.
Dale tog en dyb indånding og sprang ned mellem sengene. Han sparkede sin egen væk, løftede den sengebort, som hans mor havde insisteret på at sætte på Lawrences seng trods drengens protester om, at den slags var tøset.
Der var mørkt derinde... ikke normalt mørkt, men sort mørkt, der var tættere end de uigennemtrængelige uvejrsskyer ude i den sydlige horisont. Det blæksorte mørke dækkede gulvbrædderne som en mørk tågesky. To kraftige hvide arme skød ud af mørket og trak Lawrence ned i det hul, som var mørket selv, som en skovhugger der skyder en træstamme ind mod savklingen. Lawrence skreg igen, men skriget forstummede brat, da hans hoved forsvandt ned i mørket. Hans skuldre fulgte efter.
Dale greb atter ud efter sin brors ankler, men de hvide hænder var ubarmhjertige. Sparkende og vridende, men tavs blev Lawrence langsomt trukket ned under sengen.
"Mike!" skreg Dale skingert. "Kom herop! Skynd dig!" Han bandede over, at han ikke havde taget sin egen vadsæk på den anden side af sengen... haglgeværet, vandpistolerne... nej, der ville ikke have været tid til det. Lawrence ville være forsvundet. Han var faktisk næsten forsvundet. Kun hans ene ben stak ud fra mørket.
Åh, kære Gud, han er ved at blive trukket ned i gulvet! Måske æder det ham simpelthen op undervejs! Men benene sparkede stadigvæk; hans bror var stadig i live."