"Jeg lægger kameluldsfrakken over hendes hoved igen for det tilfælde at hun skulle komme til bevidsthed med et skrig, og rigger så mit lille Sony Handycam til så jeg kan optage alt hvad der sker. Da det først står på stativet og kører på automatic, begynder jeg med en saks at klippe kjolen af hende og da jeg når op til overkroppen stikker jeg den nu og da i hendes bryster, og skærer ved et uheld (faktisk ikke) den ene brystvorte af gennem hendes brystholder. Hun begynder at skrige igen da jeg har flået hendes kjole af, og jeg lader nu Bethany ligge kun iført BH, med den højre skål mørk af blod, og trusser gennemvædet af urin, venter med dem til senere.
Jeg bøjer mig ind over hende og råber, over hendes skrig: "Prøv at skrige, skrige, bliv ved med at skrige..." Jeg har åbnet alle vinduerne og døren til min terasse og mens jeg står bøjet over hende åbner munden sig og der kommer ikke engang skrig frem længere, kun forfærdelige, gutturale, dyriske lyde, nu og da afbrudt af kværkelyde.
"Skrig, skat," opfordrer jeg, "bliv ved med at skrige." Jeg læner mig frem, endnu nærmere, og stryger hendes hår væk. "Ingen ta´r sig af det. Ingen vil hjælpe dig..." Hun prøver at skrige igen men er ved at miste bevidstheden og kan kun klare en svag stønnen. Jeg drager fordel af hendes hjælpeløse tilstand, trækker mine handsker af og tvinger hendes mund op og klipper hendes tunge ud med saksen, trækker den med lethed ud af hendes mund og holder den i håndfladen, varm og med blodet stadig silende fra den, og den forekommer meget mindre end da den var i hendes mund, og jeg kaster den mod væggen, hvor den bliver hængende et øjeblik, efterlader en plet da den falder til gulvet med et lille vådt klask."