Dean R. Koontz

Dean R. Koontz

Koontz behøver for de flestes vedkommende, ikke nogen nærmere præsentation, eftersom han i øjeblikket er én af de mest kendte og læste gyserforfattere verden over - og hans bøger er oversat til mere end fyrre sprog. Men skal man alligevel nævne et par nøgleord i hans værker, må det være "ondskab", "overnaturlige elementer", "parapsykologiske evner" og "hovedpersoner med en tragisk barndom".
Og selv om man kan mene, at hans sprog ikke er af højeste litterære kvalitet, og at der indgår en del trivalelementer i hans bøger, så må Koontz alligevel roses for sin evne til at fastholde spændingen og uhyggen bøgerne igennem, så man som læser har utrolig svært ved at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt at læse.
Koontz voksede op med en voldelig far, og måske netop på grund af ubehagelige minder fra hans egen barndom, formår han at give et realistisk billede af sine hovedpersoners ofte noget triste fortid. Som barn var Koontz mest lykkelig, når han kunne flygte fra den af og til grusomme virkelighed og ind i litteraturens eventyrlige univers.



Uddrag af "Tusmørkeøjne", 1994 (Cicero):


"På vej ud af byen kørte vi igen forbi den udbrændte underskole, hvor syv børn var omkommet i april. Den første gang, vi var kørt forbi bygningen, havde jeg fået forvarslende vibrationer om flere tragedier. Mens jeg nu sad og stirrede på de knuste vinduer og sodsværtede mure, og vi ubarmhjertigt nærmede os, brusede en bølge af clairvoyante syner ud af disse svedne mursten og fejede hen imod mig. For min sjette sans var det en bølge, der var lige så virkelig som en mur af vand, der kommer brusende med en vægt og kraft, man må regne med, en hvirvlende masse af muligheder og sandsynligheder og ubegribelige tragedier. En så ufattelig stor, menneskelig lidelse og smerte var forbundet med denne bygning, at den ikke blot var svøbt ind i en truende aura, men flød på et hav af dødsenergi. Bølgen kom væltende med samme fart og kraft som et lokomotiv, som en af disse kæmpemæssige brodsøer, der kommer tordnende ind mod stranden i alle de film, man har set fra Hawai, men sort og truende, anderledes end noget andet jeg havde oplevet, og jeg blev pludselig skrækslagen for den. Et fint sprøjt af psykisk energi blev slynget forud for selve bølgen, og da disse usynlige dråber ramte mit modtagelige sind, "hørte" jeg børn skrige af smerte og rædsel... Ild der buldrede og sydede og lavede en klik-klak-skræppende-knitrende lyd som sadistisk latter... alarmklokker ringede... en mur styrtede sammen med et tordnende brag... råb... sirener i det fjerne... Jeg "så" unævnelige rædsler: en apokalyptisk storbrand... en lærerinde med håret i flammer... børn der blindt vaklede gennem kvælende røg... andre børn der desperat og forgæves søgte tilflugt under skoleborde, mens ulmende stykker af loftet væltede ned over dem... Noget af det, jeg hørte og så, var fra den ildebrand, der allerede havde fundet sted, branden i april, men nogle billeder var fra en ildebrand, der endnu ikke var antændt, syner og lyde fra et mareridt, der lå ude i fremtiden, og i begge tilfælde opfangede jeg, at den pludselige nedbrænding af skolen hverken var et uheld eller skyldtes menneskelige eller tekniske fejl, men var DÆMONERNES ansvar."



Andre bøger af Dean Koontz, jeg har læst:


Returner til toppen!


Skriv til: gode-boeger@private.dk
Opdateret d. 30.7.2003