Klassikere
Herunder en liste over gode klassiske litterære værker.
De angivede årstal er for førstegangsudgivelsen, og forlag, der har udgivet bogen, er angivet i parentes.
- Richard Adams: "Kaninbjerget", 1972 (Borgen)
Eventyr om 11 kaniner, der flygter fra deres truede koloni og leder efter et nyt sted at bosætte sig. Undervejs møder de andre kolonier, som er vidt forskellige og har hver deres særprægede samfundsorden. Disse må de kæmpe med for at skaffe hunner til den nye koloni.
- Apulejus: "Det gyldne æsel", fra ca. år 150 (Sankt Ansgars Forlag)
Den unge Lucius forvandles ved et uheld til et æsel og bliver stjålet til at være pakæsel for en røverbande. Han oplever derefter både overfald, bedragerier og utroskab. Og han må finde på noget for at slippe ud af den ubehagelige situation.
- Karen Blixen: "Den afrikanske farm", 1937 (Gyldendal)
Selvbiografisk bog om livet på Blixens kaffefarm nær Nairobi, hvor Karen Blixen kæmper alene for en overskudsgivende kaffehøst. Ægtemanden Baron Blixen tilbringer det meste af sin tid på jagt - langt fra det kærlighedsløse ægteskab. Men smukke beskrivelser af naturen, dyrelivet og hendes forhold til de indfødte og til Denys - som hun senere forelsker sig i præger romanen. Og den tegner et billede af en stærk, handlekraftig kvinde, hvis mange oplevelser man spændt følger, før hun til sidst må opgive farmen og derpå rejser tilbage til Danmark. Se også Blixen under "Blandede bøger".
- Giovanni Boccaccio: "Dekameron", 1348-53 (Lademann)
10x10 morsomme historier om svindel, bedrag og utroskab fra middelalderens Italien. F.eks. om manden, for hvem det lykkes at slippe afsted med at være sammen med en andens mands kone under et æbletræ, selv om ægtemanden sidder oppe i træet og ser på dem. Den opfindsomme skurk har nemlig fået overbevist ægtemanden om, at æbletræet er fortryllet.
- Og at man derfor ser syner, når man sidder oppe i det.
- Daniel Defoe: "Robinson Crusoe", 1719 (Gyldendal)
Den kendte og spændende fortælling om Robinsons overlevelse på en næsten øde ø.
- Charles Dickens: "Et juleeventyr", 1843 (Høst)
Om en nærig og begærlig gammel mand, som får besøg af en række juleånder, der tager ham med på rejse i tiden, så han kan se andres ulykke og sin egen triste skæbne, som den vil forme sig, hvis ikke han forbedrer sig og bliver god og gavmild.
Iøvrigt filmatiseret med Mr. Bean i hovedrollen.
- Charles Dickens: "To byer", ca. 1859 (Samlerens Forlag)
Foregår i London og Paris under den store franske revolution. Den franske læge Manette holdes først som fange i Nordtårnet og kommer senere til at spille en rolle under revolutionen, da hans datter har giftet sig med en søn af urettens håndlangere. Fortræffelige skildringer af personerne og miljøet.
- Bret Easton Ellis: "American Psycho", 1991 (Lindhardt og Ringhof)
Jeg var lidt i tvivl om placeringen under klassikere, såvel som jeg var i tvivl om, hvorvidt denne roman overhovedet skulle indgå på siden om "Gode Bøger",
da jeg ikke finder denne benævnelse helt rammende.
"Psycho" er den mest uhyggelige og makabre bog, jeg nogensinde har læst, og der var tider, hvor jeg var fristet til at lægge den fra mig eller brænde den i stedet for at fortsætte læsningen. Men samtidig er det også en interessant bog, der på satirisk vis skildrer et skræmmende koldt og materialistisk yuppimiljø, hvor hovedpersonen gang på gang på grotesk vis myrder tilfældige folk med koldt blod og udfører grænseoverskridende eksperimenter i form af ekstrem mishandling og mord på kvinder. Men hans forsøg på at nå en yderste grænse slår fejl. Ingen mistænker ham eller prøver at sætte en stopper for hans grusomme udskejelser. Selv ikke da han indrømmer hans ugerninger.
Bogen er både temmelig pornografisk, og der indgår ekstremt voldsomme og blodige scener. Det er ikke læsning for folk med sarte nerver.
Hvis du tør, så læs et uddrag her! Men du er advaret!
- Ernest Hemingway: "Den gamle mand og havet", 1952 (Lindhardt og Ringhof)
Rigtig god og smuk fortælling om den gamle fisker Santiago's flere døgn lange kamp langt ude på havet først med den gigantiske "blue marlin" og senere med de glubske hajer. Om mennesket, der brydes med naturens store kræfter i kampen for at overleve.
Læs uddrag fra bogen her!
Se også Hemingway under "Blandede bøger".
- Homer: "Odysseen", fra omkring 500 år f. kr. (Thaning & Appel)
Oprindelig på verseform og efterfølger til "Illiaden". Jeg har dog valgt at læse en prosagenfortælling af Otto Gelsted.
Om Odysseus eventyrlige oplevelser med bl.a. kykloper (énøjede menneskeædere). Og om hjemkomsten til hans kone, som sidder og væver på et tæppe hver dag og trævler alt op igen hver nat, for at holde de mange bejlere hen, som har slået lejr omkring hende (fordi de tror, Odysseus er død). Hun har nemlig lovet at vælge sin udkårne, så snart tæppet er vævet færdigt, men hun har stadig håb om, at Odysseus kommer hjem.
- D.H. Lawrence: "Lady Chatterleys elsker", 1928 (Schønberg)
En smuk fortælling om overklassekvinden, der ikke trives i sit ægteskab og indleder et hemmeligt forhold til én af ægtemandens skovarbejdere, som er fattig og langt under hendes stand.
- George Orwell: "1984", 1949 (Gyldendal)
Se omtale under "Science fiction".
- John Steinbeck: "Vredens druer", 1939 (Gyldendal)
Gribende realistisk historie om familien Joads flugt fra sulten og støvet i Oklahoma til Californien, hvor de drømmer om - og forventer - at finde et nyt og bedre liv med gode muligheder for at tjene penge som frugtplukkere. Men i stedet møder de skuffelser og gør sig mange bitre erfaringer. De havner i teltlejre og barakbyer; underbetalt og dårligt behandlet af de magtfulde frugtavlere.
Se uddrag af romanen her!
- Bram Stoker: "Dracula", 1897 (Borgen)
Den kendte vampyrroman om den stakkelsk engelske unge mand, der pludselig ser sig selv fanget på Grev Dracula's dystre, gotiske slot i Transsylvanien.
- J.R.R. Tolkien: "Ringenes herre", 1954-55 (Gyldendal)
Se omtale på specialside.
- Lev Tolstój: "Ánna Karénina", 1875-77 (Gyldendal)
Om en kvinde, der ikke kan finde sin plads i tilværelsen. Hun ønsker at "leve" mere, end hvad passende er. Hun forelsker sig i den overfladiske grev Vrónskij og forlader ægtemand og barn. Men både Ánna og Vrónskij straffes for deres afvigelse fra de gængse normer. Hel klart værd at læse - men lidt lang og tung.
- Mark Twain: "Huckleberry Finn", 1885 (Gyldendal)
Huck Finn og den bortløbne negerslave Jim flygter på en tømmerflåde ned ad Mississippi og gennem et godt stykke af Amerika. De har mange oplevelser undervejs. Humoristisk historie for børn og voksne.
- Émile Zola: "Germinal", 1885 (Gyldendal)
I de nordfranske kulminer knokler minearbejderne med fare for deres liv og helbred for en ussel løn, de knap kan eksistere for. Til sidst udbryder der strejke, og den unge Etienne gør sig til talsmand for minearbejderne og hidser dem op til en kamp, der medfører voldsomheder og blodsudgydelser. Romanen giver en fantastisk skildring af minearbejdernes liv. Og den bliver sværere og sværere at lægge fra sig, jo længere man kommer ind i den.
"-"Madame," sagde Kardinalen, "...Saalænge Mennesker har kunnet tale, er Historier blevet fortalt, og uden Historier vilde Menneskeslægten have vansmægtet og være tørret ud, som den vilde være gaaet tilgrunde uden Vand. ... Den guddommelige Kunstart er og bliver Historien. I begyndelsen var Historien."-" Karen Blixen: "Sidste Fortællinger", 1957.
|
Returner til toppen!

Opdateret d. 6.5.2003