Er du vild med en god gyser?
Herunder er eksempler på ældre og nyere litteratur, som jeg synes er værd at læse. De er måske ikke alle lige "horrible", men de indeholder alle elementer af uhygge. De angivede årstal er for førstegangsudgivelsen, og forlag, der har udgivet bogen, er angivet i parentes.
Thomas Harris: "Den røde drage", 1981 (Cicero) Will Graham, der i sin tid fangede og indespærrede den yderst farlige morder og psykiater dr. Hannibal Lecter ( fra bogen / filmen: "The silence of the Lambs" eller "Ondskabens øjne" med Anthony Hopkins i hovedrollen ) er nu på jagt efter en ny psykopatisk morder, der foreløbig har myrdet to familier. Will Graham prøver at danne sig en psykologisk profil af morderen og henvender sig i den forbindelse til dr. Lecter for at få hjælp. Man følger dels Grahams jagt på morderen og dels morderen selv, der på grund af en traumatisk barndom har udviklet sig til et særdeles sygeligt individ, der tilbeder og identificerer sig med "Den røde drage" fra maleriet "The Great Red Dragon and the Woman Clothed with the Sun", malet omkring år 1800 af William Blake. Der findes i øvrigt et andet lignende maleri med samme titel - også af William Blake. Dette synes jeg personligt bedre om. Se maleriet her! Spændende, psykologisk thriller.
Mary Shelley: "Frankenstein", 1818 (Vinten) Den kendte historie om videnskabsmanden, der skaber et monster, som er både grufuldt og ynkværdigt og som til sidst knuser sin skaber.
Dan Simmons: "Nattens børn", 1992 (Cicero) Rimelig god bog om en kvindelig hæmatolog, som fra Rumænien adopterer en lille dreng, der tilsyneladende lider af en sjælden blodsygdom og jævnligt skal have blodtransfusioner for at overleve. Men det viser sig, at drengen hører til "nattens børn", og snart bliver han stjålen og ført tilbage til Draculas "familie".
Steven Spruill: "Mørkets herskere", 1995 (Vinten) En kvinde findes myrdet og med bidemærker i struben efter et menneske. bidemærket viser sig at stamme fra en vampyr, og vicekriminalkommissæren, der sættes på sagen, har mere end almindeligt kendskab til vampyrer. Rimelig god bog.
Robert L. Stevenson: "Dr. Jekyll og mr. Hyde", 1886 (Interpresse) Den respektable læge Dr. Jekyll forvandles, ved at indtage et medikament, til et uhyre kaldet Mr. Hyde. Om et meneske, der bogstaveligt talt splittes i to ekstremt forskellige personligheder.
Bram Stoker: "Dracula", 1897 (Borgen) Den kendte vampyrroman om den stakkelsk engelske unge mand, der pludselig ser sig selv fanget på Grev Dracula's dystre, gotiske slot i Transsylvanien.
Horace Walpole: "Slottet i Otranto" (Selskabet Bogvennerne) Blev udgivet helt tilbage i 1765 og betegnes som "den første gotiske roman af litterær værdi". Selvom rammerne er der; et stort dystert slot og en gammel profeti, som frygtes at gå i opfyldelse, er historien dog efter min opfattelse ikke uhyggelig. Men det er anderledes læsning og helt bestemt interessant.