|
"Opgøret" af Stephen King (Artia, 1994 - originaludgave 1978)
"Opgøret", eller "The stand" som er originaltitlen, er vel nok den af Stephen Kings utallige romaner der har holdt mig fanget i dunkel læsebelysning, med øjnene naglet til de godt 1200 sider som bogen består af, i længst tid af gangen. Bogens medrivende og meget foruroligende plot, det rigt detaljerede persongalleri, samt det kendte Stephen King gys når det er allerbedst, holder læseren fanget til bogen fra start til slut.
Når man er kommet sig over den indledende skræk ved romanens 1200 siders overvældende størrelse og vægt, bliver man positivt overrasket når man bladrer om på første side. For der er bestemt ikke lagt op til en langtrukken og kedelig oplevelse - tværtimod; læseren kastes ind i handlingen og på de første sider oplever man hvorledes verden har været offer for den værste epidemi i historien. Samfundet går i stå, og de få overlevende må se sig overladt til sig selv. De etablerer sig efterhånden i to grupper, som kommer til at repræsentere henholdvis det gode og det onde i mennesket. I forsøget på at opbygge hvert deres samfund, får læseren fornemmelsen om et snarligt, endeligt opgør mellem det gode og det onde og skabelsen af en ny verden.
Det er spænding og drama i topklasse og er et must for alle - ikke mindst King fans - med tid og tålmodighed til at nyde en fantastisk rejse i en fremtid der i teorien kunne være i morgen.
Martin Mathiasen
"Slaget i Caissa" af Kenneth Bøgh Andersen (Høst & Søn, 2001)
Slaget i Caissa er en samlet bog af de tre bøger: "Åbningen", "Tågemandens død" og "Skakmat".
Det handler om den døende dreng Frode, som bliver suget ind i det magiske land Caissa af en forbløffende underlig tåge, der opsluger hans værelse. Pludselig er han ikke syg mere, men rask som han var før sygdommen, men både onde og heldigvis også gode kræfter venter ude i mørket, så Frode må tage sig sammen. Men måske bestemmer han ikke selv, hvordan det farefulde eventyr ender...?
Den skal simpelthen læses! Den er genial! Den er på højde med Harry Potter-bøgerne og Philip Pullman-trilogien, måske bedre!?
Frederik
"Ismael" af Daniel Quinn (Borgen, 1997)
Jeg vil personligt mene, at bøger som denne er formidable, netop som forfatteren filosoferer om menneskets skabelse i så lange baner, som vi ikke engang selv vil kunne komme på... Han har selvfølgelig ret i, at vi som mennesker/"tagere"... kun tænker på vore sociale omgivelser m.m. Vi er styret af moder kultur... Netop derfor tænker vi, at enden er, hvad mennesket kommer til at opleve...
Men er det nu også sandt?
Bartosz Holst
"Martin og Victoria" af Klaus Lynggaard (Borgen, 1985)
Martin og hans lillesøster Ane flytter skole til én af Københavns forstæder. Martin skal op i 3. real og Ane i 1. real. Lige fra første dag på sin nye skole, blev Martin ramt af en ustyrlig kærlighed, på grund af en pige fra hans nye parallelklasse.
Martin er flipper og går ind for langt hår og naturlig skønhed. Det udstrålede pigen Victoria, og det var sådan at Martin blev forelsket i hende. Martin kunne godt lide sin nye klasse, og blev fra første dag gode venner med en rapkæftet, men charmerende fyr ved navn Mikael.
Via Mikael kom Martin hurtigt ind i en klike, som hver dag tilbragte frikvartererne oppe på toiletterne og røg cigaretter. Martin bliver mere og mere interesseret i Victoria men fik dog til at starte med ikke rigtig nogen kontakt til hende. Men en dag, da Martin i bar fascination over Tove Ditlevsens kærlighedsdigte gik hen for at låne hendes bøger på biblioteket, mødte han hende. Fuldstændig lammet af kærlighed fik han hilst og snakket lidt med hende men havde meget dårlig samvittighed på grund af en pige, som hed Pia.
Pia var hans daværende kæreste. Han havde mødt og været sammen med hende til en fest med kliken og fra den dag af, var de kommet sammen. Martin syntes Pia var sød men uanset, hvor meget han søgte i sit hjerte kunne han ikke finde noget tegn på kærlighed. Hans sind og hjerte var hos Victoria. Derfor slog han op med Pia, som naturligvis blev meget ked af det.
Pia var en god ven af kliken, og derfor blev Martin holdt udenfor, men kun for en lille stund. Ikke lang tid efter til en fest mødte Martin Victoria igen. Victoria var meget fin, fornem og lille i forhold til Martin som mildest talt var en rod. Martins hjerte hoppede op i halsen, da han så den spinkle Victoria og gik hen for at byde hende op til dans. Men mens de vuggede frem og tilbage til en sjæler, kom Pia hen og afbrød deres dans. Hun var såret og meget vred, så Martin og Victoria gik fra festen.
De fulgtes hjem til Victoria og gik ind i hendes villa. Den aften var Martin meget lykkelig, da han gik i seng trods opgøret med Pia. Victoria og Martin kom tættere og tættere på hinanden og begyndte at komme sammen.
Samtidig havde Mikael, Martin og et par andre fyre planer om at starte en band. Men da penge var et større problem, begyndte Martin at gå med reklamer. Der kom flere og vildere fester med kliken, men Martin vidste, at Victoria var alt for sart til disse sammenkomster. Først gav det mange kalkulationer, men det overvandt Martins og Victorias kærlighed. Et større problem var, at Victoria ønskede at komme til USA i ti måneder som udvekslingsstudent. Først slog nyheden Martin fuldstændig ud, men han indså at deres kærlighed var stærk nok ti måneders adskillelse, og da Martin var sammen med Victoria nogle dage inden hun skulle rejse fandt Martin ud af, at hun var kvinden for livet.
Emilie
"Martin og Victoria" af Klaus Lynggaard (Borgen, 1994) Bogen "Martin og Victoria" er en kærlighedsroman. Handlingen finder sted i begyndelsen af 1970'erne og handler om Martin, der netop er startet på en ny skole i en af Københavns forstæder. På skolen møder Martin Victoria. Han forelsker sig straks i hende, men undlader i begyndelsen at gøre noget ved det. Udover mødet med Victoria lærer Martin Mikael at kende, som hurtigt får ham involveret i sin "flipperklike". Efterhånden bliver Martin og Mikael temmelig gode venner, men Martins forelskelse i Victoria viser sig at komme imellem dem. Efter nogle møder med Victoria lykkes det Martin at skabe bedre og bedre kontakt til hende, hvilket udvikler sig til noget mere end venskab.
Duae
"Eksperimentet" af Dean Koontz (Cicero) "Eksperimentet" er en særdeles spændende fortælling af gysermesteren Dean Koontz. Jeg blev øjeblikkeligt grebet af bogen og sad med koldsved på ryggen resten af aftenen, ude af stand til at kaste bogen fra mig. En fortælling om et grufuldt eksperiment som får fatale følger for to unge elskende. Bogen skal læses!
BM. Jensen
"Mit håb om frihed" af Anja Andersen (Centrum, 1997) Super god og meget beskrivende selvbiografi af - uden tvivl - verdens bedste Anja!
Rikke
"Martin og Victoria" af Klaus Lynggaard (Borgen, 1985) Bogen handler om Martin der som 16-årig flytter og derfor skifter skole. Allerede første dag falder hans blik, efterfulgt af hjerte, på den ufejlbare Victoria. I klassen får han en ny ven der hedder Michael, og efter noget tid begynder han at komme længere og længere ud hvad angår alkohol og stoffer. Han begynder at komme sammen med en pige der hedder Pia, men samvittigheden nager i ham da han stadig er forelsket i den smukke Victoria...
Læs selv videre om hvad der sker med Martin, hvilke valg han træffer og hvordan han kommer bedst rundt om alle de teenager-tanker vi unge selv går rundt med.
Bogen er skrevet i et forrygende sprog med en del slangudtryk, den er sjov og når man først er i gang med den, er den svær at slippe. Kan læses fra ca. 14 års alderen, man bliver aldrig for gammel.
Fie Larsen
"Den Gamle Mand og Drengen" af Robert C. Ruark (Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1958) Denne bog har betaget mig. Det er noget for naturelskere, jægere og lystfiskere. Den er utrolig hjertevarm og tillige morsom. Bogen beskriver hvorledes en lille dreng bliver opdraget af sin bedstefar, og tillige bliver oplært i friluftsliv, jagt og fiskeri. Forfatteren, der er "Drengen" som voksen, har skrevet flere romaner, der er oversat til dansk. Fortsættelsen: "Og Drengen blev Mand", "Uhuru" om Mau Mau krigen i Kenya, "Storvildtjagt" hvor handlingen giver sig selv, og romanen "Noget af Værdi", som jeg ikke har læst. Alle er herlig underholdning, prøv dem.
J. Gilbert
"Dronningens beskytter" af David Eddings (Tellerup, 1996)
En rigtig god bog med et enormt univers med masser af guder, riddere, lande, politik og middelalderlige kampteknikker. Den er 1. del i en serie på 4 bøger, der hedder "Eliniaden". Og efter den kommer en serie, der hedder "Ridder Jernhøg" på 6 bøger.
Simon Lauge Petersen
"Vampyrkrøniken" af Anne Rice (Samleren)
En fantastisk forførende og spændende serie. En utrolig historie om vampyrer i det hele taget og i særlig grad om Armand, Louis og Lestat.
Første del af serien "En Vampyrs bekendelser" er blevet velykket filmatiseret (bl.a. med Tom Cruise, Bradd Pitt og Antonio Banderas).
Det mest fantastiske ved serien er nok beskrivelserne fra forskellige tidsaldre, som bliver leveret af de meget gamle, meget vidtberejste og meget kultiverede hovedpersoner.
Bøgerne har alt: Spænding, erotik, rejsebeskrivelse, kærlighed, had, historie, religion og mord. Den giver en mulig forklaring på vampyrernes indtrædelse i verden og en vellykket beskrivelse af forvandlingen fra mennesker til uhyrer. Meget flot sprog og et komplext plot.
Mathias
"Som et lille himmerige" af Jacob Clausen (Forum, 1996)
Bogen handler om den 13-årige Jim, der har været indblandet i et slagsmål og trukket kniv. Han flygter ud på landet, hvor han skjuler sig på en gård hos den ældre mand Alfred.
Bogen er fra 12 år. Mere vil jeg ikke skrive. Jeg vil anbefale den til dem, der godt kan lide at læse bøger og som kan forstå og huske godt. For der er nogle gange, hvor den går over til noget nyt og kommer tilbage til det andet.
Nalle Madsen
"Hulebjørnens Klan" af Jean M. Auel (Samleren)
Hulebjørnens klan er en utrolig god og gribende bog. Når du først er gået i gang med at læse den, kan du slet ikke lægge den fra dig igen. Jeg har læst hele serien flere gange (det er den første bog i en serie på 5), og den bliver bare bedre og bedre for hver gang. Jeg kan ikke vente til den sidste bog i serien bliver udgivet. Vil du ikke godt skynde dig at få den skrevet, Jean M. Auel, jeg kan ikke vente!!!!!! 10 tomler op for denne bog!!!!! LÆS DEN!!!
Bettina B.T. Madsen
"Prins" af Ib Michael (Gyldendal)
De sandblæste klitter og det udfordrende hav. Fyrtårnet og skovene der gemmer på eventyr og hekse...
10-årige Malte er feriebarn på et badehotel hvor han bor over sommeren. Bogen er en sælsom fortælling om hans fantastiske, uskyldige og undrende tankegang, om hans usynlige vens liv der udgør de mest vidunderlige passager, og om fyrtårnet og barndommen...
Christina
"Fear and loathing in Las Vegas" af Hunter S. Thompson (The modern library - New York)
En yderst morsom bog, for dem der kan tage denne lange euforiske rejse gennem Las Vegas med et gran salt. Angiveligt er nogle af historierne en del af journalisten Hunter S. Thompson's oplevelser, da han var reporter for Rolling Stones i 70'erne. Vi følger ham og hans advokat på alle tænkelige stoffer på syret reportage til en politikonference mod narkotika og til et motorcykelløb i ørkenen. Læs bogen og se så filmen med Johnny Depp!
Marianne Munch
"Pussyland-historier fra Amerika" af Henrik List (Rosinante, 2001)
Pussyland, "smukt indpakket" i lyserødt, er akkurat så sexet, som den tager sig ud. Bogens jeg/forfatteren (?), tager os med på sin dannelses-uddannelsesrejse gennem Amerika, et helt anderledes Amerika end ihvertfald jeg tidligere har læst om. Bogen er en novelle-samling, og via disse noveller "besøger" vi forskellige miljøer, og oplever lidt af hvert. Bogen er fantastisk godt skrevet, som altid må jeg tilføje, når det som her drejer sig om forfatteren Henrik List, der udover også at være forfatter, bl.a. er "klummebestyrer" på berlingernes meget læste og omtalte "Henne om Hjørnet". Her er vi så havnet henne om hjørnet, i Amerika, til en forandring. En dannelses-bog (videre-uddannelsesbog) for f.eks. nyklækkede studenter,
en super fødselsdagsgave til 30- og 40 års fødselaren, og så lige den 50-årige der måske aldrig tog på nogen form for dannelses-rejse overhovedet. Lad dem alle nyde hovedpersonens oplevelser i Amerika.
H. Hansen
"Jagten på et menneske" af Svend Åge Madsen (Dansklærerforeningen, 1991)
Om en arbejdsløs, der er bange for at blive skudt ned af de arbejdende, som har jagttegn. Og om en gruppe unge arbejdsløse, der planlægger en film om et bankkup.
Sofie Petri Spang-Hansen
"Forføreren", "Erobreren" og "Opdageren" af Jan Kjærstad (Samleren)
Jeg har ikke så meget andet at sige om de tre bøger end, at de rummer en hel verden. Eller det er den følelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst alle femten hundrede sider. Det Jan Kjærstad formår er intet mindre end at formulere et helt menneske, en opgave der burde være en nobelpris værd.
Vagn
"Harry Potter og de vises sten" af Joanne K. Rowling (Gyldendal)
Harry starter på skolen for troldom og magi. Der møder han Ron og Hermonine, og de bliver venner. Han møder også Lord Voldemort og besejrer ham endnu engang.
Martin
"Pigeliv" af Trine Bryld (Gyldendal)
Den var rigtig spændende. Man forgabte sig helt ind i den som en susende forelskelse. Bogen er en ungdomsbog og viser, hvordan unge piger klarer situationer med både kærlighed og skænderier. Jeg kan rigtig varmt anbefale denne bog til alle som elsker spænding og ungdomsbøger i denne situation, Trine Brylds utrolig levende bog, "Pigeliv". Er I først begyndt, kan jeg anbefale at læse de to andre i serien, "Befri dit liv", "Liv og Alexander". God fornøjelse!
Maria Gludsted
"Tik Tak" af Dean Koontz (Cicero) - Er nok den bedste bog, jeg har læst af forfatteren. En mand finder foran sin dør en lille indbunden dukke, som viser sig at indeholde et modbydeligt og særdeles intelligent lille væsen, der snart på alle måder prøver at gøre det af med den stakkels mand. Ligemeget hvad han gør for at slippe væk fra monstret, der konstant vokser sig større, er det lige i hælene på ham. Virkelig hæsblæsende bog og svær at slippe, når man først er begyndt at læse. Kim Mathiasen
"Under Overfladen" af Mette Skot Perschke (Fremad) Det er måske mest en ungdomsbog, men den kan sagtens læses, selv om man ikke længere er teenager. Det er en rigtig vampyrroman, der handler om Sara, der netop er flyttet til et andet hus sammen med sin far. Men huset bærer på en tragisk historie om den tidligere ejers datter. Sara møder Andreas og Damien, der - ja, jeg vil ikke afsløre for meget. Læs den! Den er både spændende og uhyggelig! Trine Petersen
Jeg har læst et hav af bøger, mere end det nok er normalt for 16 årige, men jeg elsker at læse, og blandt mine favoritter er "Hulebjørnens klan" (Samleren) den første bog af en serie på 5. Forfatteren hedder Jean M. Auel. Bogens handling foregår omkring istiden og er meget historisk korrekt.
Vi følger pigen Ayla, fra hun helt lille mister sin familie under et jordskred blot 5-6 år gammel. Hun besvimer efter at havde gået i et par dage uden mad, og bliver samlet op ad et folkefærd der er anderledes. Aylas folkefærd er meget anderledes fra dem hun bliver optaget af, følg hendes liv som fremmed, fra barn til voksen, men læs også forsættelserne: "Hestenes dal", "Mammut jægerne" og "Rejsen over stepperne 1 & 2".
Den anden serie jeg vil anbefale er "Pigen med den blå cykel" af Régine Deforges (Fremad). Bogen er oprindelig fransk men oversat til mange sprog. Det er en serie på 5-6 bøger. Bøgernes handling spænder over 2. Verdenskrig, hvor vi følger Lea, hvordan hun som 17-18 årig oplever starten på 2. Verdenskrig. Man følger hendes familie og man føler med hende, når hun har problemer. De sidste 2 bøger handler dog om hendes arbejde for Røde Kors efter krigen og videre i Vietnam krigen, hvor hun møder vietpartisanernes leder Ho Chi Minh.
Jeg kan kun anbefale jer at læse dem.
Hvis I har tid til overs og ikke allerede har læst dem vil jeg anbefale, især pigerne, "Anne fra Grønnebakken" af L.M. Montgomery (Høst) det er en sød fortælling.
Til drengene vil jeg anbefale, at I læser så mange af "Star Wars"- bøgerne af Timothy Zahn (Carlsen) som I har mulighed for, især hvis I kan lide Science Fiction.
Mette
Jeg har læst to gode bøger nemlig "Virusbomben" af Patricia D. Cornwell (Forum), der er en gyser om retsmedicineren Kay Scarpettas efterforskning af ilde tilredte kvindelig, der gang på gang findes på lossepladsen. Hun får pludselig tilsendt groteske billeder af skamferede dele af kvinder pr. email og involveres i en sag om virusen Kopper. Den anden bog er "Paula" af Isabel Allende (Gyldendal), der er en smuk fortælling om forfatterens datter, der er døende og om forfatterens egen opvækst i Chile, som hun fortæller om til sin bevidstløse datter. Rigtig god historie.
Mette
Jeg vil gerne anbefale et par gode bøger. "Dinas Bog" af Herbjørg Wassmo (Lindhardt og Ringhof). Jeg har nu læst den 5 gange, men den er ligeså god hver gang. Wassmo skriver så forrygende at man nærmest kan lugte hovedpersonen Dina. Dina er en meget speciel person, som er meget svær at beskrive. Læs den. Der er to fortsættelser til, som er næsten ligeså gode. Her er lidt gys: "Hannibal" af Thomas Harris (Lindhardt og Ringhof). Det er fortsættelsen til "ondskabens øjne", som du måske kender fra filmen med Jodie Foster og Anthony Hopkins. Den er ikke så ulækker, hvis man kan sige det - den er bare skræmmende af h.. til. Anonym |